Spring navigation over

Skive tæt på 95% unge i uddannelse

18-10-2015

94% af alle unge i Skive Kommune forventes at få en ungdomsuddannelse

Så tæt er vi på!

Det er meget tæt på den politiske målsætning i Danmark, at fra 2015 skal mindst 95 % af alle unge gennemføre en ungdomsuddannelse.

Resultatet måles hvert år af Undervisningsministeriet, efter den såkaldte profilmodel, som fremskriver en ungdomsårgang og beregner, hvor mange der vil have en ungdomsuddannelse 25 år senere.

Der er 16 kommuner, der har nået målet, og Skive kommer lige herefter. Helt præcist forventes 94.2 % af vore unge at gennemføre minimum en ungdomsuddannelse (Sidste år var det 94.1 %). Det placerer Skive som nr. 21 blandt Danmarks kommuner, og det er stadig en tilfredsstillende placering, når man tager vores demografi og socialøkonomiske vilkår i betragtning.

Skive har ligget på 94 % de seneste par år. Man kan således sige, at vi er gået i stå, men jeg vil nu hellere glæde mig over, at vi har fastholdt det høje uddannelsesniveau.

 

Vi er tæt på de 95 %, og den endelige måling for 2015 kommer altså først med profilmodellen i oktober 2016. Jeg tror desværre, at 95 % - målsætningen er udsat på grund af to reformer: En erhvervsuddannelses-reform har øget kravene til unge, der ønsker en faglært uddannelse – og begrænset antal forsøg på en erhvervsuddannelse til tre. En SU-reform betyder, at unge max. kan få SU til 5 ungdomsuddannelser.

De to reformer har mange gode sider, men lige nu begrænser de tilgangen til uddannelse for en del unge, som er droppet ud af flere uddannelser. I Skive mærker vi det på en stigning i antal unge 18-25 årige på uddannelseshjælp. De tøver ganske naturligt med at kaste sig ud i endnu en uddannelse, indtil de er sikre på at kunne klare den.